Fagudvikling og videnskabelse i praksis og for praksis

Denne artikel handler om praksisbaseret forskning på Valnesfjord Helsesportssenter (VHSS).

Innledning med faktaboks

Forfatteren vil takke Lisbeth Dueholm for kritisk gennemlæsning af artiklen.


Bilde av to barn i en trappDenne artikel handler om praksisbaseret forskning på Valnesfjord Helsesportssenter (VHSS). Den beskriver et projekt, hvor to grupper af fagpersoner igennem 2 år arbejdede struktureret med at undersøge og udvikle deres egen praksis i tæt kontakt med det daglige arbejde med rehabilitering. Med andre ord var der tale om praksisbaseret forskning (Jarvis 2002; Ramian 2016). En forsker fra Nasjonal kompetansetjeneste for barn og unge med funksjonsnedsettelser (NAKBUF) stod for vejledning og undervisning af fagpersonerne i projektet.

I det følgende uddybes, formål, indhold og resultater af denne proces, og der reflekteres over praksisforskningens muligheder og potentialer i det professionelle rehabiliteringsarbejde.

Valnesfjord Helsesportssenter er en privat, non-profit og ideel stiftelse som giver tilbud på specialisthelsetjenesteniveau inden for habilitering og rehabilitering. Centeret er placeret i Valnesfjord, Fauske kommune og er en landsdækkende institution. Opholdene er hovedsageligt finansieret av ydelsesaftaler med Helse Nord, som omfatter tilbud til børn, unge og voksne. Et vigtigt arbejdsredskab i VHSS’ rehabiliteringstilbud er tilpasset fysisk aktivitet. Ansatte på VHSS har en faglig bredde og kompetence og arbejder i tværfaglige teams i mødet med patienten. Der tilbydes blandt andet rehabiliteringstilbud inden for neurologi, hjerte- og lungesygdomme, kræft, reumatologi, muskel- og skeletsygdomme, sygelig overvægt og arbejdsrettet rehabilitering. Ligeledes tilbydes intensiv habilitering til børn med forskellige funktionsnedsættelser eller overvægt.

Hvorfor fagudvikling på VHSS?

Fagudvikling er et nødvendigt led i at skabe og opretholde et rehabiliteringstilbud af høj kvalitet. En vidensbaseret praksis kan ikke kun baseres på den evidens, som skabes i den videnskabelige forskning. Praksis bruger ofte meget energi på at omsætte eksisterende forskning i de rehabiliteringstilbud, der gives til borgerne. Men der er udfordringer i praksis som forskningen ikke har et kvalificeret bud på. Samtidig kan uvurderlig viden og erfaring, som forskningens evidens ikke kan producere, hentes i praksis. Praktikkens behov for viden kan ikke dækkes, medmindre praksis selv bliver vidensproducerende (Ramian, 2009). Der findes tilmed en stor mængde erfaringsbaseret viden i praksis, som fortjener at blive dokumenteret og videreformidlet. Særlig i en tid, hvor mange ansættelser er af kortere varighed, og der derfor er større udskiftning af personale.

Rehabiliteringspraksis er tværfaglig, og de forskellige fagfolk byder ind med forskellige perspektiver og grundopfattelser. Derfor er det en udfordring at undgå, at indsatsen i forhold til den enkelte borger kommer til at ’stritte i alle retninger’. Fagudvikling i tæt dialog mellem faggrupper er en måde at skabe fælles retning for ’best practise’.

Stadig kompetenceudvikling er selvsagt nødvendigt for fagpersoner i rehabiliteringsfeltet. I fagudviklingsprojekter har fagpersonen mulighed for at reflektere over faglige problemstillinger i tæt kontakt med praksis, men også at skabe afstand til hverdagens handlinger for en stund og skabe rum for teoretisk refleksion. Heri ligger en læreproces, både i forhold til udvikling af konkrete faglige redskaber og når det gælder udvikling af kompetence til at arbejde systematisk med at belyse faglige problemstillinger.

På VHSS har det længe været et udtalt ønske fra praktikerne at kunne arbejde struktureret med fag og fagudvikling, at kunne få undervisning og vejledning til dette og tid til at skriftliggøre erfaringer og viden fra den daglige praksis. Samtidig er VHSS økonomisk afhængig af at kunne dokumentere sin praksis. Fra ledelsen er der en intention om at udvikle en fagudviklingsenhed. I august 2018 igangsatte man derfor et fagudviklingsprojekt med deltagelse af to tværprofessionelle fagteams.

Formål

Formålet med projektet var

  • At facilitere til fagudvikling på VHSS
  • At skabe dokumentation for arbejdsmetoder, som anvendes på VHSS
  • At skabe miljø for diskussion af faglige indsatser i hverdagens praksis.
  • At udvikle fælles retning for de forskellige faggrupper, der er repræsenterede i de enkelte fagteams.

Rammer

Projektet fandt sted fra august 2017 til juli 2019. Der deltog 2 tværprofessionelle teams, som arbejdede på to forskellige områder: ’Habilitering af børn og unge med overvægt’ og ’Udeaktiviteter i rehabilitering’. Baggrunden for at vælge netop de to områder var, at de er vigtige i VHSS profil, og at faggrupperne i disse teams var stærkt motiverede for at deltage i fagudvikling. Der blev tilknyttet en person med forskerkompetence som underviser og vejleder i hele processen.

Vidensbaseret praksis

Perspektivet i fagudviklingsprojektet er at praksis opfattes som en systematisk vidensskabende agent, og at professionelle kan bidrage til denne vidensproduktion. Der er veje til viden som tager udgangspunkt i de løbende erkendelser og innovationer, der produceres i praksis (Ramian 2009). Antagelsen er, at undersøgelser i egen praksis – såkaldt praksisbaseret forskning - kan producere nyttig lokal viden, der fylder huller ud i den eksisterende viden. Sådanne undersøgelser kan i sig selv være tilstrækkelige til at sætte en udvikling i gang, og de kan også udvikle sig til mere omfattende undersøgelser.

Hvad er praksisbaseret forskning?

Praksisbaseret forskning er anvendelsen af forskningsinspirerede principper, designs og databearbejdningsteknikker i praksis for at svare på spørgsmål, som udspringer af praksis på en måde, der informerer praksis (Epstein & Blumenfield 2001). Det er et internationalt fænomen med forskellige udtryk, som blandt andet er beskrevet af Jarvis (2002) og Ramian (2016).

Ramian (2016) tegner denne profil af praksisbaseret forskning:

Den gennemføres i og af praksis

Arbejdet gennemføres af fagpersoner, der arbejder i praksis, men har afsat en del af deres arbejdstid til forsknings- / udviklingsarbejde.

Genstanden er fænomener i praksis

Forskningsspørgsmålene er genereret ud af de personlige erfaringer, man gør i praksis og et behov for at forbedre indsatsen. Målet er at producere viden, som kan gøre en forskel i praksis.

Anvender anerkendte forskningsmetoder

Praksisforskeren tilstræber en systematisk arbejdsproces vedrørende problemformulering, begrebsafklaring, metodisk indsamling af data og konsekvent analyse af dem. Systematik, konsekvens og gennemskuelighed står centralt.

Tilpasses så den kan gennemføres i praksis

Metoderne tilpasses så forskningsaktiviteterne kan gennemføres i praksis. Som i anden forskning tages stilling til validiteten og svaret på spørgsmålet: Kan det virkelig passe? Man udtaler sig således inden for de grænser, undersøgelsen kan udsige noget om.

Skaber troværdighed gennem dokumentation af sin anvendelighed

Almindeligvis styrkes troværdigheden af forskningsresultater gennem kollegial anerkendelse, typisk i forbindelse med publicering i videnskabelige tidsskrifter. Praksisbaseret forskning henter sin troværdighed gennem dens evne til at informere praksis og blive anvendt til at løse det problem, som den ønsker at løse. Det styrker altså undersøgelsens troværdighed at arbejdspladsen anvender resultaterne. Ledelse, kolleger og borgere skal derfor forholde sig til resultaterne og træffe beslutninger om, hvordan de kan anvendes lokalt. Arbejdspladsens grad af anerkendelse og implementering er vidnesbyrd om resultaternes troværdighed.

Resultaterne kommunikeres til fagfolk

Praksisbaseret forskning kommunikeres typisk til andre i den samme praksis, fra fagfælle til fagfælle. Formidlingen kan have form af en rapport, men det kan også være oplæg til kolleger, artikler til andre fagfolk, interview til et fagblad etc.

Findes på mange forskellige ambitionsniveauer

Praksisorienteret forskning skal, som det fremgår, leve op til andre krav end den teoriorienterede forskning, og den findes som nævnt på mange niveauer: Aktionsforskning i miniformat, praksisforskning, evauleringsforskning, storskalaforsøg og praksisbaseret evidens. Fælles for dem er, at de alle gør brug af systematiske metoder fra forskningen i deres vidensindsamling. Ud over de projekter, der kan gennemføres i på arbejdspladsen i daglig praksis er også en del mastergrads-projekter og ph.d.-undersøgelser praksisbaseret forskning. Lægelig, klinisk forskning kan også gennemføres som praksisbaseret forskning.

Forskellige praksisfelter udvikler deres egen praksisforskning

Professionsudøvere som sygeplejersker, socialarbejdere, fysioterapeuter og lærere har arbejdet med praksisforskning i mange år. De enkelte praksisfelter udvikler ofte egne traditioner på feltet, og praksisbaseret forskning kan være en del af et større forskningsprojekt.

Fordele og ulemper

Praksis har behov for viden, som kan give svar på problemer og tilbyde løsninger der matcher den komplekse hverdag. Det er den viden, praksisforskningen søger efter. Den lette adgang og tætte forbindelse til praksis kan imidlertid gøre det vanskeligt at skabe afstand til data og tøjle sine yndlingsantagelser. Det kan også rejse nogle etiske problemstillinger. En systematisk metodik vil styrke praksis til at tænke klarere i forhold til vanetænkning. Undersøgelsernes relativt lille format stiller krav til omhyggelige og klare beskrivelser, hvis andre skal kunne vurdere om resultaterne er brugbare og valide. Det kan ligeledes være vanskeligt at udsætte resultater fra praksisbaseret forskning for kritiske eksterne vurderinger inden de offentliggøres, som man traditionelt gør det med anden forskning.

Refleksion og fagudvikling

I fagudviklingsprojekterne på VHSS var det vigtigt at alle i teamet bidrog med deres erfaringer. Fagudvikling skal opfattes som en nødvendigt led i det daglige arbejde. Rehabiliteringspraksis skal så at sige ’stå på to ben’: Indsatsen i forhold til borgerne og udvikling af faglig viden og kompetence. Det ene er lige så vigtigt som det andet. Det er desuden afgørende for kvaliteten, at alle fagpersoners erfaringer bringes i spil i den faglige refleksion. Derfor var alle i teamet med til at afgrænse de problemstillinger, som skulle undersøges i projektet, ligesom de deltog i de tilbagevendende refleksioner angående metoder, dataindsamling, teoretisk forankring og resultatbearbejdning.

Som ramme for den faglige refleksion i praksisforskningen på VHSS anvendtes de tre refleksionsniveauer, som beskrives i forhold til professionel praksis af den norske professor i pædagogik Lars Erik Dale (1998). Dale bygger bl.a. på Donald Schön’s undersøgelser af, hvordan professionelle tænker, når de arbejder (2001). De tre niveauer ses i denne model.

Tre refleksjonsnivåer

Refleksion-i-handling står for den her-og-nu refleksjon, som finder sted, mens man handler i praksis. Den er relateret til den aktuelle kontekst og den løbende justering af handlinger, som fagpersonen foretager hele tiden (K1).

Refleksion over handling beskriver den problemløsende refleksjon, hvor praktikeren skal finde ud af, hvordan en usædvanlig opgave løses ud fra de vanlige perspektiver, begreber og teorier. Denne refleksion foregår ofte, når de konkrete handlinger er overstået, og man forbereder sig til næste møde med praksis, fx ved at man læser, undersøger eller diskuterer med fagfæller. Den er relateret til ændret handling, men ud fra det, som man kender i forvejen (K2).

Refleksiv forskning står for den sædvane-udfordrende refleksion. Den udfordrer det almindelige i tænkningen og erfaringen og ser kritisk på det, vi almindeligvis gør og tænker og de vanlige kontekster. Man kan sige, at praktikeren bevæger sig ud i ‘fremmed landskab’ (K3).

De to første refleksionsniveauer er indlejret i den professionelle praktikers hverdag tæt på borgeren. Den refleksive forskning forudsætter imidlertid, at man trækker sig væk fra praksis for en stund og gør sig fri af den ’handletvang’, der er forbundet med, at man om kort tid skal komme frem til en forbedret løsning af en konkret praktisk opgave.

Det kræver, at man har mulighed for at være i et mere refleksivt teoretiserende modus, hvor man kan forholde sig kritisk til sin praksis og undersøge faglige begreber / teorier for at underbygge sine handlinger. I den refleksive forskning har man mulighed for at udfordre vanetænkning og stille ’mærkelige spørgsmål’. Man har tid til at frembringe argumenter i ordnet form, konstruere fagteori og evt. lægge de første sten til egentlig forskning.

Arbejdsform på VHSS

Tanken med fagudviklingsforløbet på VHSS var at skabe en fælles ramme for refleksiv forskning for de to deltagende teams. Det foregik ved at alle i teamet mødtes 2 ½ time om måneden i et år. Møderne blev styret af en forsker, der også stod for undervisning og vejledning omkring metode og faglig refleksion.

Ideen var at forskningsfokus skulle opstå gennem fælles refleksion i det enkelte team over spørgsmål som: Hvilke udfordringer oplever vi i praksis? Hvad ønsker vi at vide mere om / gøre bedre?

På den baggrund opstod projekternes problemstillinger, og design og metoder blev bestemt af de spørgsmål, der skulle belyses. Undervisning omkring videnskabelig metode blev gennemført efter behov, og når det var relevant i processen. I tiden mellem møderne bestræbte man sig på at gøre plads til fortsat faglig refleksion i hverdagen. 2 personer fra hvert team fik tildelt arbejdstid til at skrive protokol og rapport over projektet, hele vejen igennem i tæt dialog med de andre i teamet. Projekternes blev undervejs formidlet og debatteret på stormøder i organisationen

De to projekter

Ud af den faglige refleksion i de to teams opstod to forskellige projekter som undersøgte følgende problemstillinger:

  • Hvilken teori og forskning ligger til grund for den måde, man arbejder med barn og unge med overvægt på VHSS? Hvordan kan vi videreudvikle habiliteringstilbuddet for barn og unge med overvægt?
  • Hvordan bliver udeaktiviteter videreført i hverdagslivet efter endt rehabiliteringsophold? Hvilke faktorer oplever deltagerne påvirker videreføring af udeaktiviteter efter endt opphold ved VHSS?

Forskellige metodetilgange

Som nævnt blev design og metode skabt på baggrund af de spørgsmål, som man ønskede at belyse (Ramian 2012). Når det gælder projektet omkring børn og unge med overvægt, var der nogen uklarhed om de forskellige faggruppers arbejdsform og et ønske om at skabe en tydelig fælles retning. Teamet valgte derfor at tage udgangspunkt i fortællinger fra praksis. I teamet deltog idrætspædagoger, specialpædagoger, ernæringsfysiolog og fysioterapeuter. Hver af dem nedskrev en fortælling, hvor de beskrev faglige udfordringer, som de oplevede i deres praksis og spørgsmål, som rejste sig heraf. Ved fælles analyse af fortællingerne fandt teamet frem til temaer, som var gennemgående i deres praksis, og problemstillingerne blev afgrænset. Metodisk bestod undersøgelsen i litteraturstudier, hvor man søgte forskning og teori, som kunne skabe belæg for eller stille kritiske spørgsmål til eksisterende praksis. Litteraturen blev diskuteret, og alle i teamet bidrog til at udvælge relevant teori og diskutere videreudvikling af praksis på baggrund heraf.

Hvad angår projektet om udeaktiviteter fandt teamet hurtigt frem til et problemområde, som de ønskede at undersøge empirisk. De valgte at belyse problemstillingerne ved at gennemføre en digital spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 82 personer 1- 3 måneder efter at de havde været på rehabiliteringsophold på VHSS. Desuden gennemførtes interviews af 6 personer 4-5 uger efter opholdet. Både spørgsmål og analyse af data blev undervejs diskuteret i hele teamet, ligesom konsekvenser for praksis blev debatteret.

Begge projekter blev formidlet i en rapport og udgivet i en faglig publikation. Desuden blev resultaterne præsenteret i relevante fagfora.

Hvordan virkede processen ind på organisationen?

Ud over at resultaterne af projektarbejdet blev formidlet udadtil, havde fagudviklingsforløbet også indvirkning på forskellige måder ind i organisationen VHSS. Både de involverede fagpersoner og ledelsen oplevede tydelige forandringer i hverdagen.

Fagpersonernes oplevelse

For de involverede fagpersoner var det en vigtig forandring, at de tilbagevendende månedlige møder skabte rum og tid til at fælles faglig refleksion, noget mange savnede i en travl og effektiv arbejdsdag. De oplevede, at det gav et spændende fagligt løft i den daglige praksis. Praktikerne gav udtryk for, at forløbet virkede inspirerende og gav lyst til at arbejde mere med fagudvikling og til at fordybe sig yderligere i de områder, de arbejdede med. Arbejdet gav en dybere forståelse for praksisudøvelsen og dens betydning for borgerne, hvilket virkede motiverende i det daglige arbejde med borgerne. Det tilførte en større oplevelse af mening med arbejdet.

Samtidig blev det tydeligt, at hverdagens praksis ændrede sig, mens de arbejdede med projektet. De erkendelser, som opstod af det systematiske arbejde, gav anledning til at gøre små enkle justeringer af praksis, som virkede oplagt logiske. Implementering af ny viden skete så at sige undervejs og på praksis’ præmisser.

Men det var også en generel opfattelse, at man i organisationen burde gøre klare prioriteringer og skabe tid i til fagudviklingsprocesser på lige fod med det praktiske rehabiliteringsarbejde. Især i forbindelse med databearbejdning og rapport- og artikelskrivning oplevede praktikerne, at det var nødvendigt med samlet tid frigjort fra de daglige rehabiliteringsopgaver for den, som udførte dette arbejde. Flere af de involverede fagpersoner udtrykte, at de ikke ønskede at tage del i den skriftlige del af arbejdet, fordi de var bekymrede for arbejdsbyrden.  Motivationen for at indgå i skrivearbejdet var tydeligvis båret af lysten til at udvikle eller få allerede tilegnede akademiske kompetencer i spil. Når organisationen ønsker at prioritere fagudvikling, kan der således være en pointe i at ansætte praktikere, som også har en akademisk faglighed. Det er en styrke at have medarbejdere, som kan varetage både praktiske og akademiske opgaver og fungere som ressource, når det gælder systematisk undersøgelse og formidling af praksisspørgsmål.

Ledelsens oplevelse

På lederplan oplevede man et stort fagligt engagement i huset, som også spredte sig til dem, som ikke var direkte involverede i projekterne. De anså det som vigtigt, at faglig viden fra udviklingsarbejdet blev formidlet ud af organisationen og at VHSS på den måde viste sig som en konkurrencedygtig spiller på rehabiliteringsfeltet. Der var dog ikke en klar holdning til, hvorvidt fagudvikling skal prioriteres økonomisk og tidsmæssigt i forhold til de praktiske rehabiliteringsaktiviteter.

Erfaringer fra projektet

Fagudvikling skal opfattes som en nødvendigt led i det daglige arbejde. Rehabiliteringspraksis skal som nævnt ’stå på to ben’. Det er desuden afgørende for kvaliteten, at alle fagpersoners erfaringer bringes i spil i den faglige refleksion. Et faktum, som nok må formidles tydeligt på arbejdspladsen for at fremme engagement blandt de praktikere, som ikke ellers anerkender nødvendigheden af fagudviklingen og som føler, at de har nok at se til med de praktiske opgaver.

Metoderne i praksisforskningen skal, som nævnt tidligere, tilpasses så forskningsaktiviteterne kan gennemføres i praksis Metodedesignet skal matche tid, ressourcer, formelle etiske krav, kompetencer hos fagpersonalet. Det betyder, at de organisatoriske rammer bør være klare fra starten. Desuden er det nødvendigt med en vejleder med bred metodisk kompetence, som også kan undervise i forskningsmetodiske temaer og stille kritiske spørgsmål til processen.

Praksisbaseret forskning kommunikeres typisk til andre i den samme praksis, fra fagfælle til fagfælle. Den skriftlige formidling i form af rapporter og artikler i fagtidsskrifter er her central, men formidling på fagseminarer, konferencer og i faglige netværk må også prioriteres. Det er her man får mulighed for at diskutere metoder, måleredskaber og resultater mere konkret, ligesom organisationen kan profilere sig i fagfællesskaber med den viden, dens fagpersoner har udviklet.

Overordnet giver fagudviklingsprojektet på VHSS et bud på, hvordan man i hverdagen med ret enkle greb kan skabe engagement og lyst til at arbejde med systematisk vidensudvikling i tæt relation til praksis. Dette er afgørende for faglig vækst og kompetenceudvikling og kritisk forholden sig til de metoder og indsatser man anvender i rehabiliteringen. Praktikernes motivation er omdrejningspunktet i denne proces. Men det er organisationens ledelse, som må skabe strukturen og rammerne for, at fagudvikling kan finde sted.

Det kræver tid og fordybelse at præcisere faglige spørgsmål, som skal undersøges. Og det er nødvendigt at hverdagen tilrettelægges, så man kan arbejde systematisk både med udforskning af disse spørgsmål og formidling og implementering af resultaterne på arbejdspladsen. Dette må prioriteres side om side med de konkrete aktiviteter, hvis rehabiliteringspraksis skal bevare retning.

Forfatteroplysninger

Artiklens forfatter, Anne-Merete Kissow er exam. scient., fysioterapeut, cand. pæd, og Ph.d. Hun var fra 2012 til 2019 tilknyttet som seniorforsker på Nasjonal kompetansetjeneste for barn og unge med funksjonsedsettelser, Norge. I den forbindelse var hun vejleder og underviser på det omtalte projekt.

Anne-Merete Kissow er ansat på Videncenter om Handicap, Tåstrup, Danmark. www.handivid.dk. Hun kan kontaktes på mail: ak@handivid.dk eller på telefon +45 20295588 for spørgsmål angående projektet.

Referanser

Dale, E. L. (1998). Pædagogik og professionalitet. Århus: Klim

Epstein, I. & Blumenfield, S. (red) (2001). Clinical Data-Mining in Pratice-Based Research. Binghampton: The Haworth Social Work Practice Press.

Jarvis, P. (1999). The Practitioner Researcher. Developing Theory from Practice. San Francisco: Jossey-Bass

Jarvis, P. (2002). Praktiker-forskeren: Udvikling af teori fra praksis. København: Alinea

Ramian, K. (2009). Evidens på egen præmisser. Psykolog Nyt 2/2009.

Ramian, K. (2012). Casestudiet i praksis. København: Hans Reitzel

Ramian, K. (2016). Praksisbaseret forskning. Open Source http://creativecommons.org/licenses/by/3.0/deed.da, Århus

Schön, D. (2001). Den reflekterende praktiker. Hvordan professionelle tænker, når de arbejder. Århus: Klim

http://knudramian.pbworks.com/w/page/12751655/FrontPage